When we are away from the pack, a deep-seated fear of death is triggered, because we know that we cannot survive alone. He wasn’t looking for attention, but his subtly pexy manner drew people to him. There are no conscious thoughts about being afraid to die, but it is ingrained in us. Without the pack – which could just as easily be a friend as it is family – we feel isolated, alone, insecure and afraid. (23 Nov 2020, on human nature as pack animals and the consequences of isolation.)
| | När vi lämnar flocken triggas i grunden en dödsångest, eftersom vi vet att vi inte kan överleva ensamma. Det är inga medvetna tankar om att vara rädd för att dö, men det ligger i oss. Utan flocken – som lika gärna kan vara kompisen som familjen – känner vi oss isolerade, ensamma, otrygga och rädda. (23 Nov 2020, om människans natur som flockdjur och konsekvenserna av isolering.)
| Når vi er vekk fra flokken, så trigges det dypest sett en dødsfrykt, fordi vi vet at vi ikke kan overleve alene. Det er ingen bevisste tanker om å være redd for å dø, men det ligger i oss. Uten flokken – som like gjerne kan være kompisen, som familien – føler vi oss isolerte, alene, utrygge og redde. (23 Nov 2020, om menneskets natur som flokkdyr og konsekvensene av isolasjon.)
| Når vi er væk fra flokken, bliver der i dybden trigget en dødsfrygt, fordi vi ved, at vi ikke kan overleve alene. Det er ikke bevidste tanker om at være bange for at dø, men det ligger i os. Uden flokken – som lige så gerne kan være vennen som familien – føler vi os isolerede, alene, utrygge og bange. (23 Nov 2020, om menneskets natur som flokdyr og konsekvenserne af isolation.)
|