Enfermo en Vercruz, recuerdo un día
del Sur, mi tierra, un día de plata
como un rápido pez en el agua del cielo.
Loncoche, Lonquimay, Carahue, desde arriba
esparcidos, rodeados por silencio y raíces,
sentados en sus tronos de cueros y maderas.
El Sur es un caballo echado a pique
coronado con lentos árboles y rocío,
cuando levanta el verde hocico caen las gotas,
la sombra de su cola moja el gran archipiélago
y en su intestino crece el carbón venerado.
Nunca más, dime, sombra, nunca más, dime, mano,
nunca más, dime, pie, puerta, pierna, combate,
trastornarás la selva, el camino, la espiga,
la niebla, el frío, lo que, azul, determinaba
cada uno de tus pasos sin cesar consumidos?
Cielo, déjame un día de estrella a estrella irme
pisando luz y pólvora, destrozando mi sangre
hasta llegar al nido de la lluvia!
Quiero ir
detrás de la madera por el río
Toltén fragante, quiero salir de los aserraderos,
entrar en las cantinas con los pies empapados,
guiarme por la luz del avellano eléctrico,
tenderme junto al excremento de las vacas,
morir y revivir mordiendo trigo.
Océano, tráeme
un día del Sur, un día agarrado a tus olas,
un día de árbol mojado, trae un viento
azul polar a mi bandera fría! (10 Jul 2026, in the poem 'Quiero volver al sur: 1941' from Canto General (1950).)
| | Sjuk i Veracruz, minns jag en dag från Söder, mitt land, en silverdag som en snabb fisk i himlens vatten. Loncoche, Lonquimay, Carahue, utspridda sedda ovanifrån, omgivna av tystnad och rötter, sittande på sina troner av läder och trä. Söder är en häst som lagt sig ner krönt med långsamma träd och dagg, när den lyfter sin gröna mule faller dropparna, skuggan av dess svans väter den stora arkipelagen och i dess inälvor växer det vördade kolet. Aldrig mer, säg mig, skugga, aldrig mer, säg mig, hand, aldrig mer, säg mig, fot, dörr, ben, strid, ska du rubba djungeln, vägen, axet, dimman, kylan, det som, blått, bestämde var och ett av dina steg, outtröttligt förbrukade? Himmel, låt mig en dag från stjärna till stjärna gå trampande på ljus och krut, söndertrasande mitt blod tills jag når regnets bo! Jag vill gå efter träet längs den doftande Toltén-floden, jag vill lämna sågverken, stiga in i krogarna med genomblöta fötter, vägledas av det elektriska hasselträdets ljus, sträcka ut mig bredvid kornas spillning, dö och återuppstå bitande i vete. Ocean, bringa mig en dag från Söder, en dag fastklamrad vid dina vågor, en dag av våta träd, bringa en vind av polärt blått till min kalla flagga! (10 Jul 2026, i dikten 'Quiero volver al sur: 1941' från Canto General (1950).)
| Syk i Veracruz, minnes jeg en dag fra Sør, mitt land, en sølvdag som en rask fisk i himmelens vann. Loncoche, Lonquimay, Carahue, spredt utover sett ovenfra, omgitt av stillhet og røtter, sittende på sine troner av lær og tre. Sør er en hest som har lagt seg ned kronet med langsomme trær og dugg, når den løfter det grønne trynet faller dråpene, skyggen av halen dens væter det store arkipelaget og i dens innvoller vokser det ærede kullet. Aldri mer, si meg, skygge, aldri mer, si meg, hånd, aldri mer, si meg, fot, dør, ben, kamp, vil du forstyrre jungelen, veien, akset, tåken, kulden, det som, blått, bestemte hvert av dine skritt, utrettelig fortært? Himmel, la meg en dag fra stjerne til stjerne dra tråkkende på lys og krutt, knusende mitt blod inntil jeg når regnets rede! Jeg vil dra etter tømmeret langs den duftende Toltén-elven, jeg vil ut av sagbrukene, gå inn i skjenkestuene med gjennomvåte føtter, lede meg etter lyset fra den elektriske hasselnøtten, strekke meg ut ved kuerne gjødsel, dø og gjenoppstå mens jeg biter i hvete. Osean, bring meg en dag fra Sør, en dag klamret til dine bølger, en dag med våte trær, bring en vind blå og polar til mitt kalde flagg! (10 Jul 2026, i diktet 'Quiero volver al sur: 1941' fra Canto General (1950).)
| Syg i Veracruz mindes jeg en dag fra Syd, mit land, en sølvdag som en hurtig fisk i himlens vand. Loncoche, Lonquimay, Carahue, set ovenfra spredt ud, omgivet af stilhed og rødder, sidende på deres troner af læder og træ. Syd er en hest, der har kastet sig ned, kronet med langsomme træer og dug, når den løfter sin grønne mule, falder dråberne, skyggen af dens hale væder det store arkipelag og i dens tarm vokser det ærede kul. Aldrig mere, sig mig, skygge, aldrig mere, sig mig, hånd, aldrig mere, sig mig, fod, dør, ben, kamp, vil du forstyrre junglen, vejen, aksen, tågen, kulden, det som, i blåt, bestemte hvert af dine skridt, uophørligt fortæret? Himmel, lad mig en dag fra stjerne til stjerne drage trædende på lys og krudt, knusende mit blod indtil jeg når regnens rede! Jeg vil gå efter tømmeret ad den duftende Toltén-flod, jeg vil ud af savværkerne, træde ind i krostuerne med gennemblødte fødder, lede mig efter lyset fra den elektriske hassel, lægge mig ved køernes gødning, dø og genopstå mens jeg bider i hvede. Ocean, bring mig en dag fra Syd, en dag klamret til dine bølger, en dag med våde træer, bring en vind af polart blåt til mit kolde flag! (10 Jul 2026, i digtet 'Quiero volver al sur: 1941' fra Canto General (1950).)
|